Dosispakket medicin

Dosispakket medicin

Dosispakket medicin sikrer, at det er lettere at få overblik over medicinen – for eksempel, hvis du tager mange forskellige slags medicin på forskellige tidspunkter.

Hvad er dosispakket medicin?

Det kan være svært at have styr på medicinen, især hvis du tager mange forskellige slags på forskellige tidspunkter på dagen. Dosispakket medicin kan hjælpe dig med at få styr på medicinen, og hjælpe dig med at tage den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt.

Dosispakket medicin er medicin pakket i små poser, der sidder sammenhængende i det der hedder en dosisrulle. Indholdet i hver enkelt dosispose, er den medicin du skal tage på et bestemt tidspunkt – fx morgenmedicin, middagsmedicin og aftenmedicin. En dosisrulle indeholder medicin til 14 dage.

 


Hvad står der på poserne?

Dit navn og CPR-nummer
Hvornår du skal tage medicinen (dato og tidspunkt)
Navn på medicinen i posen
Dosisposerne er gennemsigtige på bagsiden, så du kan altid se hvordan medicinen ser ud. Poserne kan åbnes med fingrene eller ved at bruge en saks.

 

Hvad er fordelene ved dosispakket medicin?

Al statistik og erfaring siger, at hvis du får dosispakket medicin, så vil du med god sandsynlighed

  • få bedre overblik over din medicin
  • undgå at tage for meget medicin
  • undgå at tage for lidt medicin
  • ikke glemme din medicin
  • tage din medicin på det rigtige tidspunkt
  • blive mere tryg ved din medicin.

Samlet giver dosispakket medicin større tryghed og færre medicineringsfejl.

 


Hvordan får du dosispakket din medicin?

Din læge kan skrive til apoteket, at din medicin skal dosispakkes. Du kan også selv tale med apoteket, om dosispakket medicin kunne være noget for dig.

Du får medicin til 14 dage ad gangen. Skal du på ferie eller lignende kan apoteket dog udlevere dosisposer til en længere periode, dog højest til 28 dages forbrug.

Apoteket kan kun dosispakke tabletter og kapsler. Får du anden medicin, der ikke kan dosispakkes, fx brusetabletter eller øjendråber, får du det ved siden af.

Du får udleveret informationsmateriale første gang, du får dosispakket medicin. Materialet består blandt andet af et dosisdispenseringskort, der indeholder en oversigt over din medicin. Informationssedler om den medicin du får, kan også være vedlagt.

 

Hvad koster dosispakket medicin?

Du betaler stykprisen for de lægemidler, der kommer i dosisrullen. De almindelige tilskudsregler gælder også for medicin, der bliver dosispakket. Apoteket pakker automatisk den billigst mulige medicin, med mindre du har særlige ønsker eller behov.

Når apoteket dosispakker medicin, skal der opkræves et lovpligtigt gebyr for en dosisrulle, der indeholder medicin til 14 dage. Gebyret dækker apotekernes omkostninger i forbindelse med dosispakningen - herunder de strenge kontroller og sikkerheds-procedurer, der bidrager til den høje medicinsikkerhedLægen eller apotekets behandlerfarmaceut kan vurdere om du kan få tilskud til dosispakningen. Opfylder du betingelserne og er minimum et af de lægemidler, der skal i dosisrullen også tilskudsberettiget, betyder det, at gebyret indgår på lige fod med anden tilskudsberettiget medicin, i den beregning der afgør din egenbetaling.

Gebyret er før tilskud på 111,25 kr. Er der fx opnået en såkaldt tilskudsprocent på 85 procent, ydes der 85 procent i tilskud til både gebyret og den tilskudsberettigede medicin - både det der dosispakkes og det der evt. købes på recept ved siden af. Egenbetalingen på gebyret til dosispakningen ved en tilskudsprocent på 85 vil være 16,69 kr. pr. dosisrulle med medicin til 14 dage. Har man derudover et kommunalt helbredstillæg, vil den andel af gebyret du selv skal betale være yderligere reduceret.   

Læs mere om medicintilskudssystemet
 
Ændringer i din medicin
Hvis lægen ændrer på din medicin, pakker apoteket ny medicin til dig. Du får et nyt dosisdispenseringskort, hvis der bliver ændret i din medicin.